7 uger i Dublin, Irland – lidt tanker!

Lørdag den 31. januar rejste jeg mod Dublin på et lille eventyr, som jeg skrev om i følgende indlæg. For kort at opsummere til de af jer, som måske ikke har læst det, er jeg flyttet herover for at arbejde hos IBM, og nu har jeg allerede været her i over en måned. De første par uger gik primært med træning, dvs. vi lærte en masse om kundeservice og support, retningslinjer, netværk og meget mere – det er dog stadig meget basal viden vi har fået at vide med blandt andet netværk.

Jeg er ansat som det de kalder Technical Support Customer Agent, hvor jeg skal varetage al form for support for et stort dansk firma. På det team jeg er på bliver der varetaget 1.5 support – det vil sige mere avanceret support end normalt, som blandt andet giver os mulighed for rent faktisk at kunne installere og fjerne programmer, køre scripts, remote control brugerens computer og meget mere – hvorimod 1st Level support ikke kan gøre ret meget, og oftest skal sende opgaven videre til andre ‘levels’ i support.

Tiden er fløjet afsted, og indtil videre har det været fantastisk at være her – der er sket rigtig meget, jeg er faldet godt på plads her hvor jeg nu er bosat, faldet godt i snak med de andre som bor her og de andre som arbejder hos IBM – jeg er overrasket over hvor mange danskere, der rent faktisk arbejder hos IBM i Dublin.

Jeg havde egentligt tiltænkt at skrive indlægget her efter de første par uger herovre, men jeg må indrømme at jeg ikke har haft ret meget tid og nu følte jeg endelig at jeg havde lidt at skrive om.

Der er mange ting som er anderledes herovre – jeg elsker kulturen, og nu når vi nærmer os St. Patrick’s Day er det især super fedt at se hvor nationale irerne er, og hvor meget der bliver gjort ud af det – for en måned siden begyndte de allerede at reklamere for det, og man ser irske kostumer og flag overalt. Jeg ser virkelig frem til at opleve det i morgen!

Jeg har allerede været her i syv uger – jeg føler næsten lige at jeg er kommet herover, og det er først for tre uger siden jeg for alvor fik adgang til alle systemer og har siddet og supporteret folk dagligt, men det er sjovt og spændende, og jeg nyder det.

Desværre har jeg ikke været så heldig at få fri på St. Patrick’s eller dagen efter, så det bliver nok hårdt at komme på arbejde dagen efter, men det må man tage som det kommer. 🙂

Jeg er stadig på det de kalder Emergency Tax her i Irland, hvilket gør at jeg pt. betaler den højeste skat – 40%, ja – næsten almindelig dansk skatteprocent. Flere jeg har snakket med er kommet ud af Emergency Tax for længst, så jeg håber virkelig snart jeg også gør – når jeg gør det, vil jeg få tilbagebetalt den skat jeg har betalt for meget i over seks uger, så det bliver lækkert, da jeg gerne vil til Danmark til sommer også.

Jeg må indrømme at jeg stadig ikke har vænnet mig til at bilerne kører i den modsatte af vejen, og det er sjovt som mange ting er forskellige – for eksempel er det normalt at der er hæveautomater i supermarkeder og på pubs. Desværre har jeg ikke kunnet finde rugbrød herovre, det er noget mig og dem jeg snakker med virkelig craver efter. 🙂

Jeg vil prøve at holde jer lidt opdaterede her på bloggen løbende – beklager jeg har været så inaktiv!

Én kommentar Skriv en kommentar

Skriv et svar