Mine tanker om Web-Integrator uddannelsen

Jeg hører ofte folk kritisere netop Web-Integrator uddannelsen, og argumentet lyder som regel på at der ikke er jobs når man er færdigudlært, eller at man ikke lærer nok. Som bekendt har jeg afsluttet uddannelsen i marts måned, og i dette indlæg vil jeg lige aflive nogle af de “rygter” og hvordan jeg selv oplevede uddannelsen.

Netop Web-Integrator uddannelsen tager udgangspunkt i at folk ikke kender noget som helst til programmering når de starter på den. Det var ikke tilfældet for mig, da jeg i forvejen kendte godt til det, og havde arbejdet med det i nogle år. Da jeg startede på grundforløbet var det virkelig kedeligt og pærelet at gennemføre opgaverne.

Jeg søgte derfor om at få “merrit”, som gør at man kan spare noget tid på uddannelsen hvis man har erfaring. Jeg havde en god udtalelse fra produktionsskolen, hvor der stod hvad jeg kunne, men det var åbenbart ikke godt nok til at få merrit, så jeg måtte altså bruge næsten et halvt år på at lave noget jeg havde gjort tonsvis af gange.

På grundforløbet lærte man intet server-side kode eller arbejde med databaser; vi blev meget kort introduceret til det, men fokus var bare på HTML og CSS, samt lidt JavaScript. Jeg brugte selvfølgelig PHP og database i min svendeprøve, og det var lærerne lidt overraskede over, åbenbart.

På hovedforløbet blev vi endelig introduceret til PHP og MySQL og .NET/C#, men der gik også nogle måneder inden jeg overhovedet begyndte at lære noget nyt. Jeg valgte naturligvis PHP og MySQL. Jeg lærte heldigvis nyt på hovedforløbet, men faktisk foregår 90 % af tiden på uddannelsen hvor man arbejder selvstændigt, og man har også mulighed for at arbejde hjemmefra efter aftale – jeg valgte dog at arbejde på skolen.roskilde-tekniske-skole-rts-logo

Faktisk var der ikke rigtigt noget nyt hvad angår kodning jeg lærte på uddannelsen, da det hele var selvlært og noget vi kort blev introduceret til. Det var mere i SQL jeg lærte nyt, og at arbejde med det i praksis samt at have en deadline.

Der var nogle personer som jeg havde gået på produktionsskole med i forvejen som jeg gik i klasse med her også, og de følte heller ikke at de lærte noget nyt. Jeg tror klart også det afhænger af hvilken lærer man har, men jeg er egentlig tilfreds med at have taget uddannelsen – primært på grund af de folk jeg har lært at kende derigennem.

Om jeg kan anbefale Web-Integrator uddannelsen? Jo, hvis du ikke ved ret meget om kodning i forvejen, og har god tålmodighed. Du lærer til gengæld nogle fede mennesker at kende. Har du muligheden, så vælg for guds skyld PHP som programmeringssprog.

Jeg skal også lige sige at hvis du regner med at du kommer til at bruge meget tid i PhotoShop og på at designe hjemmesider, kan du godt glemme det. På forhånd vidste jeg godt fokus var på programmering, men jeg har oplevet flere blive skuffede over at der ikke var så meget fokus på design under uddannelsen.

Hvad angår jobs – ja, jeg er lige nu arbejdsløs og har været det siden marts. Jeg kender også andre som har taget uddannelsen og endnu ikke fået job. Der er stor efterspørgsel på webudviklere, men der er for mange ledige til at der er særlig stor chance for at lige netop jeg får et job. Det er faktisk primært .NET-udviklere som der søges, men det kan eller gider jeg ikke kode i. 🙂

2 kommentarer, RSS

  1. christina 19. august 2015 @ 20:05

    Jeg vil spørge, hvorfor du anbefaler php ?

    • Daniel 19. august 2015 @ 21:33

      Det er egentligt mest personlig præference. Jeg har ikke haft muligheden for at prøve .NET/C# nær så meget som PHP, men ud fra hvad jeg har prøvet foretrækker jeg klart syntaxen i PHP og måden det udvikles på.

Skriv et svar